De Venskab

De Venskab

Siden 1972 har Gedved Idrætsforening haft kontakt med Sportgemeinschaft 1956 Oberwetz e.V. eller i daglig tale SG Oberwetz. Fra bogen ”Idrætsliv i Gedved 1932-82”, som er udgivet i anledning af Gedved Idrætsforenings 50 års jubilæum i 1982 og skrevet af Jørgen Markvad har vi fundet et afsnit, som fhv. Skræddermester Peter Aase Jørgensen har fortalt om starten på venskabet mellem SG Oberwetz og Gedved IF. Vi vil ikke gengive hele historien på en gang, men skrive lidt til efterhånden og på den måde bevæge os op gennem årene. Kik ind på denne side og følg med i denne historie om et enestående venskab mellem 2 klubber gennem snart 40 år.

I juni 1972 drog de første 34 gedvedfolk til Oberwetz, under ledelse af Peter Aase Jørgensen og Hardy Kier. Der var tale om en udvekslingsrejse, arrangeret gennem Eurosports-Ring. I Oberwetz, der ligger ca. 10 km fra den berømte fotolinse-by Wetzlar, viste det sig hurtigt, at der ville blive tale om etmakkerskab, der kunne vare i årene fremover. Oberwetz er ikke alene på samme størrelse som Gedved, men det viste sig også, at indbyggerne dér var af stort set samme mentalitet som vi (mener vi da selv):altid oplagt til en god spøg og aldrig bange for selv at tage fat ! Skønt en stor part af gedvedditterne ikke kunne ét ord tysk, havde de alle en herlig tur, kom hjem, belæssede med gaver, forsikringer om ”eine grosse Kammeradschaft” og med en sikker forvisning om, at her var venskabsklubben for livet. Som et led i Eurosport-udvekslingen fik Gedved i august samme år – i forbindelse med foreningens 40 års jubilæum – besøg af 42 østrigere fra Göllersdorf. Naturligvis havde man nogle hyggelige dage sammen, men mange af ”sportsfolkene” var i en temmelig høj alder, og flere steder var den private indkvartering ikke uden problemer. Således ventede flere af gæsterne at få morgenkaffen serveret på sengen og andre fortalte, hvad de gerne ville have serveret til middag den følgende dag ! Næh, så var det helt anderledes året efter, da Oberwetzerne gæstede Gedved, 50 mand stærk. Indkvartteringsproblemerne blev hurtigtoverstået, og der har ikke siden været problemer med at fo vore venner afsat. Tværtimod har der af og til været en lille kødannelse. Oberwetzerne er nemlig ualmindelig hyggelige at have på besøg. Ikke noget med morgenkaffe på sengen – så hellere en morgenbitter i pyjamassen inden vi i fællesskab tager fat på opvasken fra dagen i forvejen ! fra den første genvisit stod det klart, at man ville søge at støtte de helt private venskaber ved siden af de officielle. Det sker bl.a. gennem gentagne indkvarteringer i hinandens hjem. Og det har bevirket at mange gedvedfolk har besøgt Oberwetz i ”utide” – og omvendt. Gennem 10 år (det var i 1982, red.) har dette venskab nu varet, og der er stadig ingen afmatning at spore. Tværtimod ser vi med glæde, at der for hver tur deltager ”nye hoveder”, så venskabet får de bedste muligheder for at leve videre.